Bispehaven og bydelen Hasle står foran markante forandringer de kommende år. Den igangværende Tryghedsrenovering er allerede nu ved at ændre Bispehaven markant, men frem mod 2030 vil endnu mere radikale forandringer finde sted. Et bredt flertal i Folketinget indgik i 2018 en aftale om ”Initiativer på boligområdet, der modvirker parallelsamfund”. En konsekvens heraf er, at hårde ghettoområder frem mod 2030 skal reducere antallet af almene boliger til maksimalt 40 %. Lokalt har Aarhus Byråd med ”Aftale om udsatte boligområder” fra juni 2018 ønsket at skabe ”en sammenhængende og blandet by uden udsatte boligområder. En by med gode boliger, attraktive bydele og trygge rammer for det gode liv. Med sammenhæng, stærke fællesskaber og social balance.” Bispehaven er på den hårde ghettoliste og der er indgået en udviklingsaftale mellem Aarhus Kommune og Østjysk Bolig, hvor der er indskrevet et fokus på uddannelse og beskæftigelse. Konkret er der i aftalen indskrevet:
En styrket indsats på social-, beskæftigelses- og uddannelsesområdet. Konkrete indsatser udvikles i samarbejde mellem Østjysk Bolig og de relevante fagforvaltninger. Herunder kunne der tænkes i metoden bag Projekt ”opgang til opgang”. En helhedsorienteret og relationel beskæftigelsesindsats overfor udsatte familier med det formål at skabe markante og blivende forandringer. I sammenhæng med dette og i forlængelse af de kommende års
byggeprojekter, vil der blive nye job- og uddannelsesmuligheder – også for områdets beboere.
Den nye Boligsociale Helhedsplan, som udvikles i løbet af 2019-2020, skal målrettes og koordineres med Udviklingsplanen, så alle indsatser understøtter vision og mål for området. Og så der sikres en tæt sammenhæng og synergi mellem de sociale og fysiske indsatser.
Den Boligsociale helhedsplan 2021-2024 vil således indgå i et komplekst samspil af både fysiske og sociale tiltag og indsatser1 bl.a.:
Tryghedsrenovering med fælleshus, opgangshaver, styrkede udearealer mm.
Udviklingsplan med nedrivning, renovering af blokke, nybyg og idræts- og kulturfacilitet
Udvikling af grøn forbindelse og Bydelskil(d)en, der skaber en sammenhængende, attraktiv og rekreativ forbindelse fra True Skov, Hasle Bakker og ned til Klokkerparken.
Arealudvikling ved Ellekær, Elcon-grunden vest for Bispehaven, Vandtårnsgrunden mv.
Strukturplan for Hasle Torv og service- og butikscentret
Genhusning af i alt 318 boliger som konsekvens af 40 %-reglen.
Skolefusion og skoleflytning
Sociale renoveringer – kampen mod ensomhed
Koordineret fremskudt beskæftigelsesindsats
Get2Sport samarbejde
Processer til inddragelse af det brede lokalområde
Fleksibel/kombineret udlejning
En fælles strategisk udviklingsplan beskriver, hvordan 2030-visionen realiseres med afsæt i hovedgreb, udviklingsprincipper og delstrategier og med konkrete opstillede mål og succeskriterier. De konkrete tiltag er som nævnt både fysiske, sociale og mentale/kommunikative og det genspejles i delstrategier:
Sammenhængende bydel
Levende fællesskaber / Mødesteder
Sund og grøn bydel i bevægelse
Gode rammer for Børn og unge
Blandet Bydel
Bæredygtig bydel
Den boligsociale helhedsplan får en væsentlig rolle i forhold til at understøtte delstrategierne gennem brobygning, facilitering og opbygning af lokalt ejerskab til fremtidens Bispehaven. Internt i Østjysk Bolig er der et tæt samarbejde mellem udviklingssekretariatet, driften og den Boligsocial helhedsplan, der sikrer synergi og koordinering af de sociale og fysiske tiltag. Med udviklingsaftalen mellem Østjysk Bolig og Aarhus Kommune opbygget et tæt samarbejde på både politisk, strategisk og operationelt niveau, og parter mødes jævnlig for at koordinere udviklingsplanens indsatser og tiltag. Udviklingsplanen er langt fra gennemført i 2024, hvor den kommende boligsociale helhedsplan forventes at ophøre. Herefter vil grundlaget for en ny helhedsplan var markant anderledes med færre almene boliger og en anden beboersammensætning. Ikke desto mindre vil der stadig være behov for en boligsocial indsats inden for ovenstående delstrategier således, at der dannes gode fysiske, sociale og mentale forbindelser mellem det nye og det gamle. Parterne er derfor forpligtede til i god tid at drøfte fremtidens boligsociale indsats i Bispehaven til gavn for hele bydelen.
1 Se figur 1 for illustrativt kort over Bispehaven og udviklingstiltag under 1. Kort om boligområdet