Virksomhedscenteret (Virksomhedscenter i Helhedsplanen, Kilde: CFBU, Inspirations- og Videnskatalog)
Den boligsociale helhedsplan understøtter den generelle beskæftigelsesindsats over for langtidsledige voksne ved at stille en tryg og lokal ramme for arbejdsprøvning/praktik til rådighed gennem det lokale virksomhedscenter. Virksomhedscenteret har eksisteret siden 2013, men vil over de kommende år skulle udvikles og gentænkes i takt med Tryghedsrenovering, hvor det planlægges at udviklet et koncept for en socio-økonomisk virksomhed i det kommende Fælleshus/Bydelshus, som erstatter beboerhuset (Trivselshuset). Konkret består indsatser af følgende delelementer:
Virksomhedscenteret i Bispehaven har fokus på egne beboere, der står udenfor arbejdsmarkedet og vurderes aktivitetsparate, men ikke job-parate. Alle medarbejder i og omkring helhedsplanen vil være særligt opmærksomme på virksomhedscenterets tilbud, så de i deres daglige kontakt med beboerne kan bidrage til, at relevante beboere finder vej til virksomhedscenteret. Virksomhedscenteret har i alt 10 pladser ad gangen, hvoraf ca. 8 pladser er tilknyttet det boligsociale arbejde primært i beboerhusets cafe og genbrugsbutikkens sociale cafe. Derudover er ca. 2 pladser tilknyttet Østjysk Boligs drift i Bispehaven. I samarbejde med den enkelte beboer og dennes virksomhedskonsulent tilrettelægges der et individuelt forløb (handlingsplan), der tager højde for beboerens/borgerens baggrund, forudsætninger, udfordringer og ønsker for fremtidig udvikling.
Forløbet har en varighed af 13 uger med mulighed for forlængelse, hvis det vurderes at gavne beboernes udvikling. Alle, der visiteres til Virksomhedscenteret, tildeles en håndholdt mentor, der følger beboeren gennem forløbet og vurderer den enkelte beboers progression. Den håndholdte mentor overleverer til virksomhedscenterets boligsociale kontaktperson, som deltager på møderne med virksomhedskonsulenten. Igennem praktikperioden gennemgår virksomhedspraktikanten en bred vifte af undervisning i praksis indenfor særlig fagområder som f.eks. rengøring, køkkendrift, hygiejnekurser, facility service o.l.
Et virksomhedspraktikforløb i Bispehaven vil have fokus på praktikantens sociale trivsel og sundhed. Disse aspekter kan være ligeså store barrierer for at komme i eller tilbage på arbejdsmarkedet. Gennem den boligsociale indsats bygges der bro til sociale netværk og folkesundhedstilbud, som vil bidrage til at øge beboernes almene trivsel og helbred.
Hovedformålet er, at flere beboere kommer i arbejde og i uddannelse.
Delformålet er, at beboerne styrker deres kompetencer samt øger deres folkesundhedsmæssige trivsel.
Beboere i Bispehaven, der står udenfor arbejdsmarkedet og vurderes aktivitetsparate, men ikke job-parate.
Succeskriterium | Datakilde |
Mindst 6 virksomhedspraktikanter er i gennemsnittet tilknyttet Virksomhedscenteret | Lokale registreringer og målinger |
Mindst 80 % af virksomhedspraktikanterne vurdere, at forløbet har styrket deres kompetencer ift. uddannelse og beskæftigelse | Lokale registreringer og målinger |
Mindst 50 % brobygges til anden beskæftigelse eller engagere sig som frivillige i området. | Lokale registreringer og målinger |
Organisering: Virksomhedscenteret er organisatorisk placeret under team for ’Uddannelse og beskæftigelse’, med en følgegruppe tilknyttet for at sikre den gode kommunikation, vidensdeling og faglig sparring.
Ansvarsfordeling: Det overordnede ansvar for virksomhedscenteret er placeret hos den boligsociale leder, mens den daglige koordinering af samarbejde og aktiviteter ligger hos den tilknyttede boligsociale medarbejder i helhedsplanen i tæt samarbejder med en boligsocial medarbejder med ledelsesansvar
Rollefordeling: Den kommunale virksomhedskonsulenten udarbejder handlingsplanerne og deltager på møder med kontaktpersonen fra den boligsociale helhedsplan. Jobcenteret visiterer arbejdssøgende beboere og borgere som vurderes aktivitetsparate, men ikke jobparate til virksomhedscenteret i Bispehaven.
Det boligsociale yder håndholdt mentorindsats. Herudover vil en medarbejder være ansvarlig for kontakten herunder dokumentation til virksomhedscenteret, rekruttering til virksomhedscenteret samt øvrige aktiviteter der øger beskæftigelsen.
Alle borgerne visiteres til virksomhedscentret via virksomhedskonsulenten.
Ressourcer: Boligsocial medarbejder (25%)
Boligsocial medarbejder med ledelsesansvar (20 %)
Håndholdt mentorindsats