Parterne bag den strategiske samarbejdsaftale skal etablere en projektorganisation med en ansvarlig bestyrelse for gennemførelsen af den boligsociale indsats således, at en éntydig og kompetent ledelse kan sikre koordinering og styring af den lokale indsats og prioritere på tværs af alle niveauer og organisationer - herunder boligorganisationer, boligafdelinger og kommune. Under bestyrelsen bør der etableres en eller flere (tematiske/geografiske) styre-/ følgegrupper. Beskrivelsen af organiseringen skal suppleres med et organisationsdiagram. Endvidere skal der udarbejdes et kommissorium for bestyrelsen, der også beskriver, hvordan sekretariatsbetjening af bestyrelsen vil foregå. Kommissoriet uploades som bilag på sagen i driftsstøttesystemet. |
De boligsociale helhedsplaner i Aarhus er samlet under én fælles bestyrelse, som går på tværs af Aarhus Kommune, boligorganisationerne og BLs 5. kreds. Bestyrelsen består af relevante direktører fra boligorganisationerne, relevante forvaltningschefer fra magistratsafdelingerne i Aarhus Kommune samt formand og næstformand for BLs 5. kreds. Lederen af Det Boligsociale Fællessekretariat deltager ligeledes i bestyrelsen med en sekretariatsbetjeningsfunktion. Bestyrelsens opgave er at sikre en entydig og kompetent ledelse samt koordinering af de boligsociale helhedsplaner og en fælles hæftelse for gennemførelsen.
Lokalt vil den strategiske ledelse af helhedsplanen blive varetaget af Lokalbestyrelsen. Lokalbestyrelsens opgave er, at sikre fremdrift i den boligsociale helhedsplan og det lokale samarbejde. Det lokale samarbejde og koordinering vil ydermere styrkes af Ledelsessamarbejdet i Bispehaven (LIB), som har til hensigt at sikre det tværgående samarbejde i området, i form af vidensdeling og koordination, beredskab, opkvalificering og fælles tilgang. For at sikre fælles ejerskab, udvikling og koordinering af indsatser i den boligsociale helhedsplan bliver der nedsat indsatsnære eller aktivitetsnære følgegrupper.